Førende nedriver går enegang: Melder sig ind i Dansk Erhverv
J. Jensen Nedrivning A/S træder ud af Nedrivningssektionen hos Dansk Industri og bliver den første nedriver i Dansk Erhverv. Skiftet sker med ambitionen om at styrke branchens sammenhold, bekæmpe illegal arbejdskraft og fremme ansvarlig og bæredygtig udvikling, siger vicedirektør Thomas Kolbeck Valbjørn.
J. Jensen Nedrivning A/S forlader Nedrivningssektionen under Dansk Industri og melder sig som den første nedriver ind i Dansk Erhverv. Beslutningen markerer et strategisk kursskifte – med ønsket om at styrke kampen mod sort arbejde, hvidvask og uansvarlige praksisser i branchen.
“Der er tidspunkter, hvor man er nødt til at gå først og stå lidt alene, hvis man vil rykke noget. Vi tror på, at det her skifte vil give os stærkere muligheder for at arbejde målrettet med de dagsordener, vi brænder for,” siger Thomas Kolbeck Valbjørn, vicedirektør i J. Jensen Nedrivning.
Fokus på ansvarlighed og reelle løsninger
Thomas Kolbeck Valbjørn og J. Jensen Nedrivning fremhæver især behovet for en mere effektiv og samlet indsats mod uregelmæssigheder i byggeriet.
“Vi ser udfordringer med sort arbejde og hvidvask, som kalder på konkrete, håndgribelige løsninger. Det kræver nye alliancer og et forum, hvor der er fokus og handlekraft – og det oplever vi i Dansk Erhverv,” siger Thomas Kolbeck Valbjørn.
Bæredygtigt byggeri i praksis
J. Jensen Nedrivning A/S har gennem mere end tre årtier været pioner inden for selektiv nedrivning og cirkulært byggeri, og virksomheden genanvender i dag op mod 90 % af alt nedrivningsaffald.
Derfor glæder man sig over det nye samarbejde med Dansk Erhverv, der vil etablere et netværk for nedrivningsbranchen med fokus på grøn omstilling, ansvarlighed og innovation.
“Vi har stor respekt for det arbejde, der foregår i branchen. Vores valg handler ikke om afstand, men om retning. Vi vil gerne være med til at skubbe til udviklingen – og nogle gange kræver det, at man tager det første skridt selv,” siger Thomas Kolbeck Valbjørn.
Han sender i samme ombæring en tak til Dansk Industri for mange års samarbejde.
Kendt for at gå forrest
Hos Dansk Erhverv byder adm. direktør Brian Mikkelsen J. Jensen Nedrivning A/S varmt velkommen og fremhæver virksomhedens grønne fremsyn og store fokus på at mindske ressourcetrækket i byggeriet.
”Det er med stor glæde, at jeg byder Jens Jensen og hele J. Jensen Nedrivning A/S, der er Danmarks førende nedrivnings- og miljøsaneringsvirksomhed, velkommen som nyt medlem i Dansk Erhverv. J. Jensen Nedrivning A/S er kendt for at gå forrest, når det gælder klima, bæredygtighed og ansvarlig ressourceanvendelse inden for byggeri og anlæg. Virksomheden har i årevis sat barren højt med fokus på genbrug, miljøhensyn samt cirkulære løsninger og er et enestående eksempel på, hvordan traditionel byggeaktivitet og grøn omstilling går hånd i hånd,” siger Brian Mikkelsen.
Indmeldelsen af J. Jensen Nedrivning A/S passer som fod i hose i Dansk Erhvervs grønne ambitioner, og af samme grund etablerer Dansk Erhverv nu et nyt netværk for nedrivningsbranchen.
”Vi ønsker et byggeri, hvor ressourcetrækket mindskes, hvor materialer genbruges og hvor eksisterende bygninger transformeres frem for blot at rives ned og erstattet. At J. Jensen Nedrivning A/S nu bliver en del af Dansk Erhverv-fællesskabet er et klart tegn på, at bygge- og anlægsbranchen er i rivende udvikling. Det styrker Dansk Erhvervs grønne stemme og netop for at sikre medlemmers interesser opretter vi et nyt netværk for nedrivingsbranchen. Jeg glæder mig til samarbejdet og til, at vi sammen gør en forskel,” siger Brian Mikkelsen.